Oversigt over børneundersøgelser og vaccinationer
På følgende skema ses hvornår barnet skal vaccineres og hvornår der er børneundersøgelser.
Husk altid at booke konsultationen i dit barns navn eller cpr.nr.
Alder | Børneundersøgelse | Vaccination |
---|---|---|
5 uger | Ja | Nej |
3 måneder | Nej | Ja |
5 måneder | Ja | Ja |
12 måneder | Ja | Ja |
15 måneder | Nej | Ja |
2 år | Ja | Nej |
3 år | Ja | Nej |
4 år | Ja | Ja |
5 år | Ja | Ja |
12 år + 12 år og 6 mdr |
Nej | Ja (gives af sygepl.) |
Børnevaccinationer
Alle danske børn tilbydes gratis vaccination mod:
- kighoste
- difteri
- stivkrampe
- børnelammelse
- mæslinger
- fåresyge
- hæmophilus-infektioner
- røde hunde
- pneumokokvaccine mod 7 pneumokoktyper
Formålet med vaccinationerne er:
- beskytte barnet mod selve infektionen.
- forebygge de ofte alvorlige følger, som infektionerne kan have.
- på længere sigt udrydde nogle børnesygdomme helt.
Hvordan virker en vaccine?
Når et barn vaccineres, dannes der såkaldte antistoffer, der beskytter mod sygdommen på samme vis, som hvis barnet havde haft sygdommen. Når barnet senere møder den pågældende virus eller bakterie, kan kroppen huske det, og antistofferne bekæmper da mikroorganismen. Man siger, at barnet er blevet immun.
Hvor stikkes børnene?
Normalt vaccineres små børn (børn under 2 år) i låret og større børn i skulderen.
Kan man vaccinere et sygt barn?
Normalt vaccinerer man ikke et barn, der har feber, men man kan godt vaccinere, selv om barnet er lidt forkølet.
Bivirkninger
Generelt er der få bivirkninger til vacciner. Bivirkninger til vacciner er 100–1000 gange mere sjældne og mindre alvorlige end de følgetilstande, sygdommene giver.
De mest normale bivirkninger er lokal hævelse, rødme og ømhed på vaccinationsstedet. Der kan også opstå udslæt eller feber. Børn kan også blive irritable, døsige, få urolig søvn, opkastning, diarré og nedsat appetit
HPV-vaccination
Hvad er HPV?
Til forskel fra mange andre kræftformer kender man årsagen til livmoderhalskræft. Det skyldes et virus - human papillomavirus (HPV). HPV overføres seksuelt eller ved intim kontakt, og både kvinder og mænd kan smittes.
Man kan blive vaccineret mod de to typer HPV, der er skyld i over 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft.
Vaccination kan også beskytte mod en stor del af de kræfttilfælde, der kan udvikle sig i skeden og på kvindens ydre kønsdele samt kønsvorter.
Hvad koster det at blive vaccineret?
Vaccinationen er gratis for alle 12-årige piger samt piger født i 1993-1996.
Kvinder født før 1993 skal selv betale for vaccinen. Medlemmer af sygeforsikringen "Danmark" kan få 50% i tilskud til HPV-vaccination.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger efter vaccinationen er hævelse, ømhed og kløe, der hvor lægen har stukket. Nogle kan også få feber eller føle sig lidt utilpas.
Man kan læse mere om HPV-vaccination på: www.vaccinemodkraeft.dk